Slidgigt i albueleddet
Af dyrlæge
Mogens Brix Christensen
Hvad er slidgigt i albueleddet hos hunde?
Hvis din hund er halt på et forben, og
albueleddet er ømt og varmt at føle på, kan det være,
den har slidgigt i albueleddet. Sygdommen forekommer
mest hos ældre hunde af stor race, men også små hunde,
f.eks. gravhunde med de karakteristiske skæve ben, kan
have problemer i albueleddet.
Sygdommen kan i en del
tilfælde føres tilbage til hvalpealderen, hvor der
allerede i 5-månedersalderen optræder tilbøjelighed til
at gå stift på det ene ben, især når hvalpen lige har
hvilet sig eller motioneret.
Hvad er
symptomerne på slidgigt i albueleddet?
Hunden halter på forbenet, og albueleddet er
ømt og varmt at føle på. I fremskredne tilfælde har
hunden nedsat ledbevægelighed og smerter.
Hvordan kan din
dyrlæge stille diagnosen slidgigt i albueleddet?
Det er vigtigt, at din halte hund kommer til
dyrlæge hurtigt, så den kan blive undersøgt. Den
endelige diagnose kan først stilles, når albueleddet er
blevet røntgenfotograferet. Dyrlægen vil altid tage
billeder af begge albueled, både for at kunne
sammenligne leddene, men også fordi lidelsen ofte er til
stede i begge led.
På en hvalp med
slidgigt i albueleddet (hos hvalpe kaldes det
albuedysplasi) kan man allerede i 5-månedersalderen ved
en røntgenundersøgelse påvise en lille bruskflap eller
ledmus, der generer leddets normale funktion.
Hvis tilstanden har varet i længere tid, er der
forandringer i leddets bruskbeklædning, og man kan se
nydannelser af knogler, enten i form af små skarpe
benspidser eller som mere omfattende nydannelser. I
fremskredne tilfælde vil forandringerne nedsætte hundens
ledbevægelighed, og hunden vil være påvirket af smerte.
Hvordan
behandles slidgigt i albueleddet?
I sygdommens indledende fase kan dyrlægen
fjerne ledmusen ved en operation og på den måde genskabe
de normale forhold i albueleddet. På et senere
tidspunkt, hvor forandringerne er kraftigt udviklede,
frarådes en operation.
I alle tilfælde er det
vigtigt, at det syge albueled ikke belastes for meget.
Motion skal altid afpasses hundens øjeblikkelige
tilstand, og det er vigtigt, at hunden ikke bliver
overvægtig.
I fugtigt og koldt vejr
bliver smerterne ofte forværret. Ved milde smerter kan
man give hunden aspirintabletter, som kan købes uden
recept. Ved svære smerter kan det være nødvendigt at få
en dyrlæge til at skrive recept på smertestillende
medicin.
Hvordan er
fremtiden for din hund, hvis den får slidgigt i
albueleddet?
Hvis sygdommen opdages i tide, kan en operation
kurere hunden. Ved fremskreden sygdom frarådes en
operation, og det anbefales i så fald, at hundens
albueled ikke overbelastes ved f.eks. overdreven motion.
I den fremskredne tilstand af sygdommen kan hunden få
smerter, og det kan være nødvendigt at give den
smertestillende medicin.
Hvorfor får
hunde slidgigt i albueleddet?
Der kan være mange forskellige grunde til, at
en hund får slidgigt i albueleddet. Hvis leddet bliver
udsat for et slag, f.eks. ved trafikuheld eller ved
gentagne overbelastninger af leddet, kan ledbrusk,
ledkapsel og ledbånd reagere med at udvikle kroniske
forandringer, der er meget smertefulde.
I de fleste tilfælde
starter symptomerne allerede i hvalpealderen og kaldes
så albuedysplasi. I sjældne tilfælde kan der optræde
forstyrrelser i albuebenets nederste vækstzone. Derfor
vil underarmens to knogler ikke vokse lige hurtigt, og
hvalpen vil langsomt udvikle forkert benstilling. Det
viser sig ved, at hvalpen begynder at "gå ud ad" på
forpoterne, og den vil blive meget øm i albueleddene.
Kan slidgigt i
albueleddet forebygges?
Albuedysplasi er en arvelig sygdom med en
kompliceret arvegang. For at begrænse sygdommens
udbredelse har Dansk Kennelklub iværksat et program,
hvor en række specialklubber
kræver røntgenundersøgelse af albueleddene, før de giver
avlsgodkendelse.
Hvalpefoder med et højt calciumindhold giver anledning
til hurtig knoglevækst især hos de store racer. Derfor
kan forkert fodring være årsag til, at en arveligt
disponeret hvalp udvikler albuedysplasi.
Hvad er
risikoen for, at din hund får slidgigt i albueleddet?
Albueledsdysplasi er en diagnose, som stilles
forholdsvis ofte. Der er fra Dansk Kennelklub indført
regler om, at visse hunderacer skal have godkendt
albuebilleder på samme måde som hoftebiller, før hundene
kan anvendes til avl. Forhåbentlig vil dette nedbringe
forekomsten af albueledsdysplasi.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få
slidgigt i albueleddet?
Labrador, golden retriever, schæfer,
rottweiler, chowchow.
Anden viden om slidgigt i albueleddet:
Albueleddet er et kompliceret led, der dannes
af tre knogler, nemlig overarmsknoglen og underarmens to
parallelle knogler, spolebenet og albuebenet. Den
største del af vægtoverførslen foregår fra
overarmsknoglen til spolebenet. Albuebenet tjener mest
til at stabilisere ledfunktionen. Omkring albueleddet er
der desuden en ledkapsel og nogle meget stramme ledbånd.
Derfor kan albueleddet kun bøjes i én retning, parallelt
med kroppens længdeakse, og ikke bøjes længere bagud end
til lodret.