Raceledelsens anbefaler
Har du besluttet dig for at lade din hanhund indgå i avl, er der visse etiske overvejelser du bør gøre dig inden han parrer. Vi kan alle blive enige om, at vi hver især ejer verdens smukkeste og dejligste eksemplar af racen, men kan du ved at gennemgå din hanhund, med et ærligt og kritisk blik, svare JA til alle nedenstående spørgsmål?
- Har han to normalt udviklede testikler i pungen? Han skal have en attest fra en dyrlæge eller en autoriseret udstillingsdommer på dette.
- Er han en god racerepræsentant?
- Besidder han de jagtlige egenskaber, der kendetegner labrador retrieveren?
- Har han et ønskeligt og racetypisk temperament?
- Er han sund og rask?
Præmieringer
Har din hanhund udelukkende været familiehund indtil nu, er der nogle ting der skal bringes i orden, inden tæveejere kan registrere og annoncere hvalpe efter ham.
For optagelse på raceledelsens hvalpeliste 1, skal begge forældre have bestået kvalifikationsprøven, eller have opnået præmiering på både certifikatudstilling og i valgfri klasse på markprøve B. Endvidere skal han opfylde avlskravene sundhedsmæssigt.
Har din hanhund opnået gode resultater på markprøve, sporprøve, udstilling eller måske i flere af disciplinerne, vil det ofte resultere i henvendelser fra ejere af kvalitetstæver.
For annoncering på Dansk Kennel Klubs hvalpeliste, skal begge forældre have opnået min. 2.præmie på en officiel udstilling eller en bestået kvalifikationsprøve.
Kontakt din opdrætter
Kontakt altid din opdrætter, da denne bør have en stor viden om hvalpene i det kuld din hanhund er fra. Din opdrætter bør være i stand til at fortælle dig om stærke og svage side ved hans familie.
Undersøg hundens slægtninge på DKK´s Hundeweb
Du kan finde langt de fleste officielle resultater og sundhedsoplysninger om din hunds forældre søskende og halvsøskende på Hundeweb. På denne måde kan du få en fornemmelse af din hunds avlsværdi.
Avlsrestriktioner og sundhed
For hver race registreret i Dansk Kennel Klub, er der forskellige avlsrestriktioner, og for labrador retriever gælder, at begge forældre skal være undersøgt for følgende arvelige sygdomme; hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og en række øjensygdomme ved en øjenlysning.
Det er en god ide at sætte sig grundigt ind i reglerne i god tid før parring.
Hvilken status:
- HD-status: A +B kan uden videre anvendes i avl.
- HD-status: C kan anvendes i avl, men det bør være med omtanke
- HD-status D+E må ikke anvendes i avl.
- Albue-status: 0, 1 og 2. grad må anvendes i avl, 3.grad må ikke anvendes i avl. Status skal være registreret hos Dansk Kennel Klub.
- Øjenlyst for PRA og katarakt. inden indgåelse i avl og efter 5 års alderen. Øjenlysningen skal være udført af et medlem Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel.
- DNA-test for Prcd-PRA hos Optigen skal foreligge inden parring. Labrador testet med status clear eller bærer må indgå i avl. En bærer må parres med en avlspartner der er clear. Hunde med sygdommen PRA må ikke anvendes i avl.
- Hunde der er PRA fri via forældre må indgå i avl.
- Hanhunde skal have en attest fra dyrlægen eller en autoriseret eksteriørdommer på, at han har to normalt udviklede testikler i pungen.
Hvordan kommer du videre
Når din hanhund opfylder Dansk Kennel Klubs avlsrestriktioner og du har svaret ja til alle ovenstående spørgsmål om hans karakter og egenskaber, og du samtidig har modtaget en henvendelse fra en god tæve, skal du indhente informationer om tæven, hendes forældre, søskende og evt. tidligere afkom på enten www.hundeweb.dk eller hos tævens opdrætter.
Tæveejeren kommer til at stå med ansvaret for hvalpene, men du har som hanhunde- ejer et stort ansvar over for racens udvikling og kvalitet. Nogle hanhunde bliver far til mange hvalpe, mens tæver kun kan nå at føde et begrænset antal hvalpe. Derfor bør du være kritisk i valget af de tæver din han skal parre.
Du har endvidere lagt navn til hvalpene, ved at lade din hanhund parre tæven. Det er tæven der præger hvalpene, og derfor bør du være meget opmærksom på, at hun er en velfungerende hund, der besidder de samme gode egenskaber som din hanhund, inden du siger ja til parring.
Nogle hanhundeejere vil opleve at blive kontaktet med henblik på parring af middelmådige tæver, og mange vil argumentere for, at så har hvalpen i hvert fald én god forældre. Men hvorfor slække på kravene til en tæve, når du stiller høje krav til din egen hanhund. Selvom det er ubehageligt at skulle afvise en sådan tæveejer, vil du opnå respekt fra de mennesker der virkelig interesserer sig for racens ve og vel, og ikke mindst fra de tæveejere som allerede har anvendt din han eller kommer til det.
Har du kontakt til en tæve der opfylder dine krav, aftaler du med tæveejeren hvornår I forventer parring, og ved samme lejlighed udveksler I sundhedsattester på både han og tæve.
Betaling for parring
- Der findes forskellige måder at afregne parring på.
- Engangsbeløb svarende til en hvalps pris
- Startgebyr samt gebyr pr. levende hvalp
- En parringshvalp
Du kan kontakte din opdrætter for at høre, hvilket prisleje der er almindeligt.
Det er en god ide at bruge DKK's parringsaftale, som i begge skal underskrive inden parring. En parringsaftale sikrer at I begge er enige om aftalen - også når der er gået 9 uger og hvalpene er født og skal registreres. Særligt hvis I hver især har specielle ønsker til parringen.
Raceledelsens anbefaler, hanhundeejeren at forlange, at hvalpene røntgen fotograferes, når de er 12-18 mdr. gamle. Dette for at det er muligt for opdrætter og hanhundeejer at vurdere avlshundenes kvalitet, og dermed efterleve Raceledelsens etiske retningslinjer.
Parring
Når tiden er inde til parring, er det normal kutyme, at tæveejeren kommer til hanhundeejeren. Har du indgået aftale om det modsatte, er det normalt at tæveejeren afholder dine udgifter i forhold til rejsen. Er det første gang din hanhund skal parre, skal du afsætte rigtig god tid. Selv om labradorretrieveren er en naturlig race, der normalt reproducerer sig selv uden problemer, bliver det ofte noget rod hvis man prøver at forcere noget.
En parring er ikke noget tilløbsstykke - sørg for at det foregår i rolige omgivelser og med så få personer indblandet som muligt. Væn gerne hanhunden til at parringen foregår et bestemt sted, det gør ofte tingene lettere for ham.
Hvalpe
Hvis alt går efter planen vil tæveejeren kontakte dig efter fødslen, og du skal ligeledes underskrive registreringsblanketten til Dansk Kennel Klub.
Hanhunden evalueres
Efter en hanhunds 5 første kuld bør hans avlsværdi vurderes ud fra afkommets sundhedsmæssige resultater inden yderligere avl.
Mentalitet
Det anbefales at der kun avles på psykisk stabile hunde da temperament er arveligt.
Det anbefales at man lader alle avlshunde mentalbeskrive i Dansk Kennel Klub.
Læs mere om mentalbeskrivelse her
Sundhed
Individer der har vist sig at avle væsentligt under gennemsnittet, bør udgå af avl.
Parringer, der har givet hvalpe med alvorlige defekter, bør ikke gentages.
HD
SU anbefaler at man generelt avler på sunde individer med hensyntagen til forældredyrenes gennemsnitlige HD-indeks, der skal være over 100. Det anbefales dog generelt, at begge forældredyr har et indeks over 100.
Eksempel:
Tævens indeks = 97
Hanhundens indeks = 130
97 + 130 divideret med 2 = 113,5
Forældredyrenes gennemsnitlige indekstal vil i dette tilfælde derfor være 113,5
AD
SU anbefaler at man generelt avler på sunde individer.
AD er mere invaliderende end fx HD og arvbarheden er samtidig højere.
SU fraråder parring af to individer med påvist AD.
Øjne
SU anbefaler at man generelt avler på sunde individer.
SU fraråder parring af to individer med samme arvelige øjenlidelse.
Hudlidelser & allergier
SU fraråder al avl på individer med hudlidelser og allergier.
Allergisygdomme medfører, afhængigt af symptomernes sværhedsgrad, generel nedsat livskvalitet.
Epilepsi
SU fraråder al avl på hunde med epilepsi.
(Denne lidelse ses heldigvis sjældent hos racen).
Du må aldrig glemme at du som hanhundeejer har et lige så stort ansvar for hvalpene som tæveejeren. Ved at bruge sund fornuft i dine valg og fravalg af tæver, kan du bidrage til racens udvikling.
Er du i tvivl om reglerne er du altid velkommen til at kontakte et medlem af raceledelsen eller sundhedsudvalget.
Held og lykke