Anvendelse

"Han var stor, sort og venlig. Han elskede alle, pilfingrede børn, handelsmænd og katte. Hans udseende opfyldte ikke alle eksperters krav, men hans hjerte var varmt og rummeligt. Han havde engelske aner og en stolt ejer, og med tiden blev han far til vor første Labrador. Efter bekendtskabet med ham blev nemlig ingen anden hund, hvad den tidligere havde været. Begrebet hund blev det samme som Labrador og er det stadig. Det sker for hver eneste, der træffer en rigtig Labrador."
Af Ing-Marie Hagelin, Svensk forfatter, opdrætter og eksteriør dommer for Labrador.

Labrador retriever
Labradoren har en stærk medfødt trang til at apportere - at hente ting. Når dette gennem målrettet avl, kombineres med en vilje til at behage sin fører, evnen til at samarbejde med mennesker og andre hunde, energi og stor jagtlyst, får man ikke bare en fremragende apportør på jagt, men også en hund, som kan løse mange andre opgaver.
 
Jagthund
Labrador er Danmarks populæreste jagthund, og den anvendes i vid udstrækning som professionel jagthund ved en lang række af landets godser, der har jagt som en del af deres erhverv. Labradorejere tæller i dag ca. 3000 medlemmer i Dansk Retriever Klub, som hermed er den største specialklub for jagthunde, og Labradoren den antalsmæssigt største jagthunde race i Danmark. Jagten har de senere år ændret sig i Danmark. Dels grundet landbrugets ændringer i dyrkelsen af afgrøder, men også lovgivningen om "ingen jagt uden hund", betyder at de fleste jægere i dag har egen hund. En jagthund i dag lever ofte tæt sammen med familien, hvilket fordrer en venlig og harmonisk hund - hvilket er labradorens adelsmærke.
Dansk Retriever Klub arrangerer, for at sikre sig at vore hunde bliver velfungerende jagthunde, markprøver hvor lydighed, temperament og vildtfindende egenskaber bliver afprøvet, dette sikrer også, at de hunde der indgår i avlen, har de egenskaber, man ønsker der skal videreføres i de næste generationer.
 
Eksteriør
Som specialklub under Dansk Kennel Klub, er vi forpligtiget til at sikre, at labradoren lever op den eksteriørmæssige del af racestandarden, altså at den ligner den beskrivelse, der er lavet for labrador. Dette forgår ved at man udstiller sin hund, hvor en dommer bedømmer hundens eksteriør (udseende). Lige som den jagtmæssige del, indgår disse bedømmelser også i udvælgelsen af de hunde, der bruges i avlen.
På alle officielle arrangementer, både markprøve og udstilling, er det uddannede og
autoriserede dommere, der bedømmer hundene, således at man sikrer sig en ensartet og kompetent bedømmelse.
 
Schweisshund:
Labradoren er vel repræsenteret på Skov- og Naturstyrelsens liste over registrerede schweisshunde. Det danske Schweissregister består af en række frivillige jægere, der sammen med deres hund har gennemgået en speciel uddannelse i eftersøgning af skadet vildt. Schweisshunde eftersøger hvert år mere end 3000 trafik påkørte dyr, dertil kommer en lille mængde eftersøgninger for jægere i forbindelse med anskydningen af klovbærende vildt. Schweissregisteret er underlagt Skov og naturstyrelsen, med økonomisk støtte fra staten. Du kan finde mere information på linket www.schweiss.dk
 
Narko- og bombehund:

Toldvæsenet og politiet anvender i vid udstrækning Labrador som narkohunde, ved grænserne, i lufthavne, i de danske fængsler, samt til en række andre opgaver hos politiet. En narko hund er ejet af den danske stat, men hunden bor hos den tjenestemand/dame, der arbejder med hunden.
 
Størstedelen af narkohundene i Danmark er labrador - hos det danske toldvæsen har man i skrivende stund (2010) 23 toldhunde, hvor af de 20 er Labrador. Toldvæsenet har en lang tradition for brug af hunde i tjenesten, startende helt tilbage i 1831, hvor deres opgave var at udpege rejsende der smuglede kødvarer ind i København, den gang skulle man nemlig betale told af landbrugsvarer. Den første "rigtige" narkohund blev uddannet omkring 1970, og det var også i denne periode, at der kom struktur på træningen af, og arbejdet med narko hunde.
 
Politiet råder over ca. 35 narkohunde og omkring 15 bombehunde. Narkohundene bruges hovedsaglig til ransagning efter narkotika. Det kan være i fængsler, private hjem, institutioner, firmaer osv. Bombehundene bruges til at sikkerhedsransage på opholdssteder for diverse vigtige personer, samt i eftersøgningsarbejde hvor opgaven er at finde våben, ammunition eller sprængstof. Til disse opgaver findes der specialuddannede politifolk, som sikkerhedsransager i samarbejde med hunden. Der bliver brugt bombehunde på hoteller, til koncerter, private boliger, kort sagt alle steder, hvor VIP’erne opholder sig. Især under topmøderne og til statsbesøg, bliver bombehundene flittig brugt!
 
Servicehunde
Nedenstående tekst og billeder er gengivet med tilladelse fra STH -
Servicehunde til Handicappede - Hunde til glæde og gavn
Samarbejdet mellem hund og menneske har lange og stolte traditioner. Dette samarbejde har bl.a. mundet ud i at vi i dag, med stor succes i hele verden, anvender hunde til opgaver hvor de fungerer som erstatning for menneskets krop, enten grundet nedsat funktion eller som en forlængelse deraf. Hjælpehunde har i dag job som eksempelvis førerhunde til helt eller delvist blinde personer og hørehunde som alarmerer og signalerer til døve personer eller personer med nedsat hørelse. Siden 1970’erne har man i USA – og senere i løbet af 1990’erne i Danmark - også kendt til begrebet servicehunde.
STH specialtræner servicehunde til at hjælpe mennesker der grundet sygdom eller ulykke har et eller flere fysiske handicap. Eksempler herpå er delvis lammelser, sclerose, polio, muskelsvind, spasticitet eller amputation af lemmer. STH stiller gratis servicehunden til rådighed for brugeren.
Hvad enten det er en dør der skal åbnes, en lyskontakt der skal tændes, en kørestol der skal trækkes eller et barn der skal opmuntres til genoptræning, kan en servicehund være hjælperen. Servicehunde giver mennesker med bevægelseshandicap, mulighed for en friere og mere uafhængig hverdag. Største delen af Servicehunde verden over, er i dag Labrador eller Golden Retrievere.
 
Familiens hund
Labrador er endvidere højt skattede familiehunde.
Uanset på hvilket niveau, man ønsker hunden skal fungere, er det nødvendigt at motivere og opdrage en Labrador, i overensstemmelse med dens medfødte egenskaber og evner. Netop de for labradoren som jagthund, fremavlede egenskaber, om samarbejde og ønsket om at behage sin fører, gør den til en skattet og let omgængelig familiehund. Labradoren er ikke en vagthund, den er blid og venlig overfor alle store som små, og den deler gerne alt, også sølvtøjet, med den som den møder på sin vej.