Albueledsdysplasi (AD)

Kilde: www.dansk-kennel-klub.dk

Hvad er AD?

AD står for albueledsdysplasi. Dysplasi er en unormal udvikling af leddet.
Unormal udvikling af albueleddet kan give anledning til udvikling af forskellige lidelser. Fælles for disse lidelser er, at de som følge af fejlbelastning af leddet forårsager udvikling af slidgigt. Ved slidgigt forstås en lidelse, hvor ledbrusken er mere eller mindre ødelagt, og hvor der rundt omkring i leddet er dannet nyt knoglevæv. Slidgigt kan være meget smertefuldt og kan begrænse leddets bevægelighed.

AD er ligesom HD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor en hunds arvelige disposition sammen med de negative miljøbelastninger, som den eventuelt udsættes for, er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad.

Symptomerne starter typisk i 4 – 5 mdrs. alderen. De tidligste symptomer er stivhed i forbenene især efter hvile.

Er begge albuer angrebne, kan symptomerne være svære at opdage. Gangen kan da være stiv, forpoterne drejet let udad, og albuerne holdes evt. tæt ind til brystkassen.  Egentlig halthed opstår først senere i forbindelse med udvikling af slidgigten.
 
Hvordan undersøges hunden for AD?
Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af begge albueled.
Men inden en hund kan røntgenfotograferes for AD, skal ejeren (eller dyrlægen) på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnummer, som dyrlægen skal indfotografere på billedet. Det er således ikke muligt at optage gyldige billeder, før der er købt rekvisition.

Hunden ligger i sideleje på et røntgenbord, mens billederne bliver taget. Det anbefales, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen.

Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den.

Herefter indsender dyrlægen røntgenbillederne og AD-rekvisitionen til DKK.
 
Hvorfor undersøge for AD?
Afkom kan kun stambogsføreres, hvis begge forældre før parring er AD-fotograferet og har en officiel AD-status registreret i Dansk Kennel Klub.