Øvrige gentest

Udover de gentests som er nævnt under særskilte punkter her på siden findes en række andre gentest. De gentests som er nævn særskilt er PRA, EIC og CNM, som er en del af enten racens avlsrestriktioner eller anbefalinger.
 
De gentests som bliver beskrevet herefter er på nuværende tidspunkt ikke en del af hverken avlsrestriktioner eller anbefalinger.
 
Dette betyder ikke at raceledelsen ikke anbefaler brugen af disse gentests, men er et udtryk for at disse tests ikke nødvendligvis er relevante for alle labrador og at raceledelsen opfordrer de enkelte opdrættere til nøje at overveje hvilket test der er mest relevant for det kuld hvalpe man ønsker at lave. Samtidig opfordres opdrættere til at fokusere på at lave hvalpe med så høj sundhedsstatus som muligt, frem for at fokusere på at hvalpene skal være genetisk fri for så mange ting som muligt. Opdrættere opfordres til at fokusere på den komplette hund og bruge gentest med omtanke og med fokus på at bevare racens store og gode genmateriale.
 
Som ved de øvrige gentests gøres igen opmærksom på at en rask bærer af et gen for en given defekt/sygdom er en RASK hund, som også fint kan anvendes i avl, blot den kun parres med en hund som er fri for den givne sygdom.
 
HNPK
 
Forkortelsen står for Heriditary Nasal ParaKeratose, på dansk arvelig tørnæse. Sygdommen er en defekt i huden på snuden, som gør at huden på selve snuden bliver fortykket, tør og sprækker. Graden af forandringer er meget forskellig fra hund til hund, en del hunde lever helt normalt blot med kosmetiske forandringer, hvor andre får dybe revner og deraf ømhed på snuden. Sygdommen ses stort set kun i hunde af udstillingslinier.
 
SD2
 
Forkortelsen står for Skeletal Dysplasia 2, eller på dansk mild dværgvækst. SD2 påvirker de lange knogler i hundens lemmer og giver hunde med kortere ben end normalt. Også ved denne defekt er der stor forskel på graden af dværgvækst hos de enkelte hunde, nogle fremstår udseendesmæssigt normale, hvorimod udviser tydelig dværgvækst. Der er på nuværende tidspunkt ingen dokumentation af at ramte hunde har større risiko for udvikling af HD eller AD. Defekten må derfor på nuværende tidspunkt betegnes som en uønsket eksteriørfejl. Defekten ses langt oftes hos hunde af markprøvelinier.
 
RD/OSD
 
Dette er en helt anden form for dværgvækst som ses hos labrador i kombination med kraftig øjensygdom. RD står for retinal dysplasi, som er en sygdom i nethinden hos hunden. RD findes hyppigt i en mild form hos labrador, som INTET har at gøre med RD/OSD, men som blot udviser den samme type forandring i øjet. Kombinationen RD/OSD er en kombination af øjenforandringer og en svær form for dværgvækst, som igen ikke har noget at gøre med den dværgvækst som hedder SD2. Hunde med RD/OSD er ofte invalideret på grund af deforme knogler og øjenproblemer. RD/OSD er så vidt raceledelsen/sundhedsudvalget er bekendt aldrig set hos en dansk labrador!