STARGARDT

For cirka 10 år siden fik en prominent svensk markprøvevinder syns-nedsættelse, og ved øjenlysningen fandt man symptomer som svarer til PRCD-PRA. Hunden blev DNA testet og til alles store overraskelse var hunden fri for anlæg for PRCD-PRA. Dette ledte til at der blev sået tvivl om PRA-DNA testens validitet, men heldigvis ledte det også til at forskerne på Sveriges lantbruksuniversitet, SLU, undersøgte hunden, dens kuldsøster og forældre nærmere. 

Det blev klart at årsagen til hundenes synsproblemer, var at de havde sygdommen Stargardts Disease. Denne sygdom kendes fra mennesker, og leder hos mennesker til blindhed i de tidlige voksenår. 

SLU har nu også identificeret nedarvningsmetoden og den genetiske mutation, og dermed er det blevet muligt at DNA teste for sygdommen, som er identificeret som STGD1.

SLU har testet mange labradors og vurderer at mellem en ud af 150 og 1 ud af 300 hunde er bærere. Genet er fundet både hos labradors af engelske markprøvelinjer og hos ”standardlinjer”.

Hvor det hidtil har været accepteret eller almindeligt at labradors ”så lidt dårligere” eller blev blinde når de blev ældre, så må vi nu overveje om Stargardt kan være årsagen.

Er STGD1 i familie med PRCD-PRA?

Nej, det er to sygdomme som har så ens symptomer, at man ved øjenlysning ikke kan se forskel, men de har genetisk intet med hinanden at gøre. En hund som er fri for PRCD er altså ikke nødvendigvis fri for STGD1 eller omvendt.

Får en labrador diagnosen ”PRA” ved øjenlysning bør den DNA testes for at afgøre om der er tale om PRCD eller STGD1.

STGD1 i Danmark

Der er ind til videre fundet både bærere og affectede i den danske population, en del af disse hunde er ikke beslægtede og de findes i alle racens variationer.

Tasco Brimstone er far til den første identificerede hund med PRA i Sverige og han har afkom og ganske mange børnebørn i Danmark, og sundhedsudvalget anbefaler, at labradors som er afkom eller børnebørn, som har gået eller går i avl DNA-testes. 

Skal jeg teste for STGD1?

På nuværende tidspunkt vides det ikke om visse linjer i højere grad end andre bærer anlægget. Vil man være på den sikre side bør man teste inden avl, ligesom det naturligvis er ønskværdigt om hunde som allerede har været i avl testes, i særdeleshed hvis det drejer sig om hunde som har Tasco Brimstone som far eller bedstefar. Raceledelsen gør opmærksom på at der kan DNA-testes på frostsæd.

Hvordan tester jeg?

Flere laboratorier tilbyder test, heriblandt SLU. 

1.   Køb rekvisition på hundeweb 

2.     Bestillingsblanket som udfyldes hos og af dyrlægen findes her: https://www.slu.se/globalassets/ew/org/inst/hgen/hgenlab/hundremisser/remiss_abca4_201029.pdf

 

3.     Dyrlægen underskriver rekvisitionen når der udtages blodprøve til SLU 

4.     Send rekvisition og prøvesvar til DKK 

5.     Informer Sundhedsudvalget om din hunds testresultat. Vi vil gerne have overblik over genets udbredelse i Danmark. Resultatet sendes til Formand for SU, Cecilie Hamming: cecilie@hamming.dk 

Andre laboratorier tilbyder også test for STDG1, men Raceledelsen anbefaler at benytte SLU, forskerne hos SLU bruger materialet til videre forskning, i modsætning til de kommercielle laboratorier, som har en økonomisk dagsorden.

På SLU koster det 825 svenske kroner at teste for STGD1, hvilket med gældende dagskurs (april 2020) vil sige ca. 560 danske kroner.