Farve genetik

Farvers nedarvning hos labrador retriever
Et dyr har altid to sæt kromosomer i hver eneste cellekerne i kroppen. (Eneste undtagelse er æg- og sædceller hvor der kun er ét sæt kromosomer.) Det ene sæt kromosomer har dyret fra sin far via sædcellen, og det andet sæt har det fra sin mor via ægcellen. Kromosomerne indeholder en hel række mindre enheder som kaldes gener.

Som udgangspunkt bestemmer et gen en eller flere egenskaber hos dyret, men mange egenskaber er bestemt af flere gener. Hvis de to gener i et gen-par er ens har dyret naturligvis den egenskab som generne bestemmer. Hvis de to gener i et par er forskellige er der to muligheder: Enten er generne lige stærke, og det giver dyret en mellemting mellem de to grundegenskaber. Eller det ene gen er stærkere end det andet, og dermed afgør det stærkeste gen dyrets egenskab. Man siger at det stærke gen er dominant eller dominerende, mens det svage kaldes recessivt eller vigende. Sidstnævnte mulighed er den mest almindelige, og gælder for nedarvning af farver hos labrador.
 
Tre farver
Racens standard tillader tre farver: sort, brun og gul, og i princippet altid ensfarvede. Dog tillades en lille smule hvidt på brystet. Det følgende drejer sig derfor kun om de tre farver.
Farverne hos nutidens labradorretrievere styres af to gen-par. Det ene afgør om hunden har sort eller brun grundfarve. Det andet gen-par afgør om hunden faktisk får den mørke grundfarve, eller om den bliver gul.

En sort hund har altid sort næse, sorte læber og sorte øjenomgivelser.

En brun hund har brun næse, brune læber og brune øjenomgivelser. Tillige har en brun hund oftest lysere, mere gullige øjne end en sort hund.

En gul hund har farven på sin næse, læber og øjenomgivelser bestemt af grundfarven. Altså den farve hunden ville have haft, hvis den ikke var gul. En gul hund med brun grundfarve har brun næse, brune læber og brune øjenomgivelser og relativt lyse øjne.
En gul hund med sort grundfarve har sort næse, sorte læber og sorte øjenomgivelser. Uanset grundfarven forekommer der stor variation i de gule hundes næsefarve (pigmentering). Nogle har tæt intens sort eller brun næsefarve, andre har mere eller mindre afbleget næse – især om vinteren.

---

Sort og brun nedarvning
For overskuelighedens skyld beskrives først hvordan grundfarverne nedarves.
Den sorte grundfarve dominerer over den brune. Det betyder at en hund der har arvet genet for brun farve fra den en af forældrene og genet for sort farve fra den anden altid er sort. Man siger at denne hund er sort og bærer brunt. Denne hund vil producere lige mange kønsceller med det brune og med det sorte gen.
Der er ingen synlig forskel på rent sorte hunde og sorte der bærer brunt.

Hvis en hund med sort grundfarve der ikke bærer brunt parres med en hund med brun grundfarve vil alle hvalpe få det sorte gen fra den sorte af forældrene. Fra den brune af forældrene får alle hvalpe et brunt gen. Alle disse hvalpe får sort grundfarve, og bærer brunt.

Hvis en hund med sort grundfarve der bærer brunt parres med en hund med ”rent” sort grundfarve, vil halvdelen af hvalpene i princippet få det brune gen fra den forælder der bærer brunt, de får sort grundfarve og er bærere af brunt ligesom den ene af forældrene. De andre hvalpe får rent sort grundfarve.

Hvis to hunde med sort grundfarve, der begge bærer brunt parres, vil der i princippet komme 25 % sorte hvalpe der ikke bærer brunt, 50 % sorte der bærer brunt og 25 % brune hvalpe.
To hunde med brun grundfarve der parres kan kun give hvalpe med brun grundfarve.

Nedarvning af gul farve
Den gule farve skyldes en defekt i et gen der hjælper med til at udvikle de mørke grundfarver. Hvis en hund har blot en enkelt normal udgave af dette gen vil dens mørke grundfarve udvikles normalt. Hvis begge udgaver af genet er defekt udvikles den mørke grundfarve ikke normalt, og hunden bliver gul.
I praksis siger man at en hund der har denne genfejl i enkelt dosis bærer gult. Og at den normale mørke farve dominerer over den gule.

Det er vigtigt at bemærke at genet for gul / mørk grundfarve sidder på et andet kromosompar end det kromosompar der afgør om hunden får brun eller sort grundfarve. Derfor er nedarvningen af sort eller brun grundfarve helt uafhængig af nedarvningen af gul/mørk farve.

Der kan være stor variation indenfor den gule farve, men uanset om en hund er nærmest hvid, rødgylden eller noget ind imellem så kaldes den gul.

De mørkere gule har ofte lysere striber i pelsen omkring skuldre og lyske.
 
System i generne 
Når man skriver om et dyrs gener tildeler man hvert gen en bogstavbetegnelse. Et dominerende gen for en egenskab betegnes med et stort bogstav, mens den vigende variant af samme gen betegnes med samme bogstav men nu lille.
Det gen der styrer grundfarven kaldes b for den brune farve og B for den sorte farve.
Det gen der giver den gule farve kaldes e, og den normale variant der giver normalt udviklet grundfarve kaldes E.
På den måde kan alle labrador med korrekte farver sættes ind i følgene skema:

Synlig farve Mulig gen-kombination. Bemærkninger

• Sort BBEE Dominant sort. Eneste der kun avler sort
• Sort BBEe Sort der bærer gult.
• Sort BbEE Sort der bærer brunt.
• Sort BbEe Sort der bærer gult og brunt.
• Gul BBee Gul med sort grundfarve.
• Gul Bbee Gul med sort grundfarve der også bærer brunt.
• Gul bbee Gul med brun grundfarve. Kan også kaldes ”brun-gul”.
• Brun bbEE ”Ren” brun.
• Brun bbEe Brun der bærer gult.

 

Afvigende farver
Ind imellem dukker der hunde op med mere eller mindre afvigende farver. Det mest almindelige er større hvide områder på poterne i panden og på brystet.
Der forekommer også labradorhunde med tan-farve. Det er den farvetegning der kendes fra blandt andet rottweiler, gordonsetter og dobermann. De er sorte med brune poter, brune pletter på brystet, brun farve omkring endetarmen, brun farve omkring munden og brune pletter over øjnene. Brune hunde med tanfarve er mørkebrune med markant lysere nærmest gylden farve som beskrevet for sort med tan.
Brindle er betegnelsen for en hund hvor dækhårene og især underulden er mere eller mindre grålig i stedet for den rene sorte eller brune farve. 

”Silver” er en ensartet lysegrå farve som er bragt ind i racen via krydsning med weimaraner, og silver, champagne og charcoal hunde er således ikke racerene, og ikke registreret i DKK. 

Nedarvningen af hvide felter kan være vanskelig at gennemskue. De øvrige nævnte farveafvigelser er recessive i forhold til ensfarvet.
Racestandarden angiver at en lille hvid plet på brystet kan accepteres. Det er så den enkelte udstillingsdommers skøn hvor stor sådan en hvid plet må være uden at det koster på præmieringen. Hvide pletter på bagsiden af poterne er accepteret.

Udskriv denne side