Om gentest

Gentest er de seneste år blevet et meget brugt redskab i den danske hundeavl.

I det følgende vil teorien omkring gentest blive ridset op og raceledelsen og sundhedsudvalgets anbefalinger vedrørende brugen af gentest i avlen gennemgået.
Gentest kan bruges til at identificere arvelige sygdomme, hvor et præcist gen for den enkelte sygdom/defekt/egenskab er blevet kortlagt og hvor nedarvningen af sygdommen er kendt og har et simpelt nedarvningsmønster.
 
I det følgende vil ordet sygdom blive brugt, men det er vigtig at gøre sig klart at en gentest ikke nødvendigvis er for at finde sygdomme, det kan lige så vel være en udseendesmæssig egenskab man tester for, f.eks. brun eller gul pelsfarve.
 
De fleste sygdomme eller egenskaber vi tester for har det der kaldes en simpel vigende nedarvning. Dette vil sige at det ”raske” gen dominerer over det ”syge” gen. Alle individer har 2 gener for enhver egenskab. Ved en simpel vigende nedarvning kræves det derfor 2 ”syge” gener for at sygdommen/egenskaben kommer til udtryk. Hvis hunden har arvet et sygt og et raskt gen fra sine forældre vil hunden fremstå normal, idet det raske gen dominerer.
 
Disse hunde kaldes raske bærere, idet hunden er fuldstændig normal, men blot bærer en ”sygt” gen. Det vil sige at uden en gentest kan man ikke skelne disse hunde fra hunde som har 2 ”raske” gener, for som sagt er en rask bærer akkurat lige så fysisk rask.
 
Når vi snakker avl er det dog vigtigt at identificere de raske bærere. For at de sygdomme vi gentester for kan opstå skal en hund arve et sygt gen fra begge dens forældre og det kan ske hvis begge forældre er raske bærere.
 
Derfor er gentestene vigtige. Det er den eneste måde at indentificere de raske bærere.
 
Det næste vigtige er dog at bruge resultaterne af gentestene fornuftigt. Det er vigtigt at slå fast at bærere af et sygdomsgen er raske hunde og ikke bør udelukkes af avl fordi de bærer et ”sygt” gen. I avlen skal man bruge gentestene til at sørge for at mindst den ene forælderhund er fri for et givet sygdomsgen, men hvis blot den ene hund er fri, så betyder det intet at den anden hund bærer et sygdomsgen.
 
Det vigtige er altid at sørge for IKKE at parre 2 hunde som bærer det samme sygdomsgen.
 
Som eksempel kan man jo fint parre en hund som f.eks. bærer PRA og er fri for EIC og CNM med en hund som er fri for PRA og CNM, men som bærer EIC. Det vil give hvalpe som alle er klinisk raske for både PRA, EIC og CNM, men hvor halvdelen af hvalpene vil være raske bærere af PRA og/eller EIC.
 
Det er også vigtigt at være opmærksom på at de sygdomme/defekter vi kan genteste for kun er en lille del af de egenskaber man bør være opmærksom på når man vælger at lave et kuld hvalpe. Fokus i avlen bør være på at lave hele harmoniske hvalpe og gentestene er kun en ganske lille del af dette.
 
Hvis man som opdrætter eller hvalpekøber er usikker på de forskellige gentest og deres betydning er man altid velkommen til at kontakte et medlem af labradors sundhedsudvalg.